Fantegutten
© Leif Varmark,
2007. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, slutningen
af 1800-tallet.
Melodi: Personlig version efter Rasmus Larsen Bjerre, Sir, 1889. Ældste kendte
version: Håndskreven visebog fra Als, 1840. DGF 369.
|
SM 3-spring
Dans 1
Og Fantegutten ville også ud og fri
fal ladde ridde radde ladde ra
så lånte han sig et helt liberi
fal ladde ridde ra
Ja han lånte både bukser og vest
og han lånte sig en gulblakket hest
Så red han sig gennem herregård og by
der så han en jomfru sidde og sy
Og da hun så at den herre var så fin
så bød hun ham ind og drikke et glas vin
Og han drak ét ja jeg tror at han drak to
så bad han den jomfru om hendes tro
Og han drak fire jeg tror at han drak fem
så viste han sine herligheder frem:
»Se jeg har mig en gulblakket hest
hvorpå du kan ride allerbedst
Og jeg har mig både ager og jord
og jomfruer tolv som dække skal vort bord
Og jeg har mig både ager og eng
og jomfruer tolv som rede skal vor seng
|
|
Og jeg har mig et slot ud af bly
hvorpå du kan sidde allerbedst og sy
Og jeg har mig et skrin fuld af guld
hvortil du kan gå når du er sorrigfuld«
»Og er det sandt hvad du siger til mig
så gerne da vil jeg følges med dig«
Så gik de ud i hendes faders grønne eng
han laved hende en krølhåret dreng
»Og hør nu her allerkæresten min
og hvor er nu hele herligheden din«
Og Fantegutten drejed snurrehatten sin:
»Ja her har du hele herligheden min
Jeg har slet ingen gulblakket hest
og lånt har jeg både bukser og vest
Og jeg har hverken ager eller jord
og aldrig har jeg siddet ærlig ved bord
Og jeg har hverken ager eller eng
og aldrig har jeg ligget ærlig i min seng
Jeg har slet intet slot ud af bly
og aldrig har jeg slidt en skjorte der var ny
Jeg har slet intet skrin fuld af guld
af lus og lopper har jeg hele kroppen fuld«
Den jomfru stod og tænkte sig lidt om:
»Gud nåde mig nu har jeg spildt min jomfrudom«
Hvad enten den jomfru pev eller sang
så måtte hun følge Fantegutten rundt om land
Hvad enten den jomfru lo eller græd
så måtte hun følge Fantegutten langt af led
|
|
|
|
|
|
Kommentar 1
|
|
|
Fantegutten lavede
jeg i 1984 som en reaktion på kvindeballaderne, der bredte sig
mere og mere. Agnete gik fra havmand og børn, Stolt Signild
huggede hovederne af sin brors fjender, Skjoldmøen sparkede
fængselsporten ind og befriede sin bror, Sidsel Viddelvand snød sin
bejler, Palle
Tygesen blev hængt
osv. osv.
|
|
Det var jo ikke til
at holde ud i længden, så noget måtte gøres. Jeg lavede derfor en hel serie mandfolkeballader som
Fantegutten, Per
Svinedreng, Drengen i præstegården, Mikkel Ræv m.fl. og sendte dem ud
i folkemusikmiljøet til almindelig opbyggelse af sædernes forfald. Der må
sgu være balance i galskaben.
|
|
|
|
|
|
Kommentar 2
|
|
Kommentar 3
|
Balladesangeren og Balladescenen
Fantegutten har længe været en af mine »schlagere«. Både tekst og
melodi er fræk, munter og charmerende, og den er let forståelig også
for et uindviet publikum. Sidst sang jeg den ved en 50-års fødselsdag
med 80 veloplagte gæster. Fødselarens kone havde netop holdt en
kærlig-kritisk tale til sin elskede kreative, muntre og charmerende
mand, der dog havde en tendens til at love hende og andre guld og
grønne skove, hvilket han havde noget svært ved at realisere, når det
kom til stykket. Jeg tog derfor ordet og forklarede forsamlingen, at
fødselaren faktisk var en klassisk kulturpersonlighed, kendt fra flere
hundrede års dansk folkekultur, og sang så Fantegutten. Folk sang
hurtigt med på omkvædene, og efterhånden som sangen skred frem,
måtte jeg flere gange afbryde sangen på grund af forsamlingens
latterbrøl. Alle så ligheden mellem Fantegutten og fødselaren klart.
Da jeg hen mod slutningen kom til
verset med »af lus og lopper har jeg hele kroppen fuld» grinede folk
så meget og så længe, at jeg besluttede at afslutte sangen her og
satte mig ned. Resten ville blive antiklimaks. Så råbte en af
gæsterne: »Han kan sgu da ikke få lus!« Fødselaren var nemlig stort
set pilskaldet, og folk grinede igen, men resolut flåede fødselaren
sin skjorte op og åbenbarede et flot behåret mandebryst og råbte: »Hva’
ka’ jeg ikke!« Stor jubel!
Moralen er: Balladen lever stadig, hvis den får de rette betingelser.
|
|
Censur Forskerne har haft lidt
besvær med denne satiriske ballade, som viderebringer et højst
uhøvisk foretagende i en klassisk balladeform. De har anbragt den i det
pæne samleværk »Danmarks gamle Folkeviser«, bind VI, der bærer
undertitlen »Ridderviser med mandlig hovedperson, især om fejde, hævn
og ulykke«. Ernst von der Recke udelader den fra sin
balladesamling med den begrundelse, at det blot er en rå bondevise.
Men balladen har været uhyre udbredt og populær, idet der findes mere end 65
forskellige danske optegnelser af balladen. De fleste mangler imidlertid
det uartige vers med den krølhårede dreng. Nogle steder hedder det
blot »Da brylluppet var til ende og alting var forbi...«, andre steder
løfter han hende op på sin hest og rider bort med hende, og andre
steder er verset simpelthen udeladt eller erstattet af de berømte tre
prikker... Vi må her formode, at mange af optegnerne simpelthen har
ændret eller censureret verset bort af moralske grunde. Således
skriver proprietær H. V. Fiedler, Sevedø ved Skælskør, at han har
udeladt en del vers og viser, som ikke var værd at bringe frem i lyset,
da han i 1847 optegner bl.a. Fantegutten (Fjantes Vise) fra den
75-årige Myse-Ellen fra Magleby.
Nogle forskere har også villet
forklare jomfruens skæbne som en straf for hendes letsindighed, og
hermed kan man så indlemme balladen i det pæne selskab. Ak ja. Kan man
da for helvede ikke bare more sig?
|
|
|
|
|
|
Kommentar 4
|
|
|
Fantegutten
synges endnu Da Sven E.
Ottosen i 1982 arbejdede med gammeldans i Thy, mødte han Erna Nielsen i
Gjersbøl, der sang om Filligutten. Men det var ikke den Filligut, som
Ingeborg Munch sang om; det var vores Fantegutten. Hun havde lært
sangen af sin far, der sang for børnene om aftenen, når der var gang i
håndarbejdet.
Erna Nielsen sang første vers således:
Hej Filligutten han vill' ud og fri
falli di ridi ra falli ra
han lånte sig en ny liberi
falli di ridi ra
|
|
SM
3-spring
Dans 2
|