Tjenestepigen og hr. Magnus © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-tallet, og Sidsel Jensdatter, Lundgårde, 1868. Melodi: Egen komposition, 2007. Ældste kendte version: Sten Billes håndskrift nr. 26, 1555. DGF 345.
LM 8-dans                                                                                                                             Dans 1
Hr. Magnus tjener i kongens gård og både for guld og ære   hr. Magnus tjener i kongens gård ja både for guld og ære der hjemme sidder Tyge Strangesøn han lokker hans hjertenskære    den lilje hun er vunden    så vel hej Det var den herre Magnus han beder sadle hest: »Nu vil jeg ride op under ø min fæstemø vil jeg gæst'« Og det var herre Magnus han rider i rosenlund der mødte ham en liden smådreng udi samme stund »Vel mødt du liden smådreng vel mødt så skal du være hvordan lever jomfru Elselil hun er min hjertenskære« »Vel lever jomfru Elselil vel lever din fæstemø men det vil jeg for sanden sige hun var tilfreds om I var død« Det var den herre Magnus og han kom ridende i gård  og det var jomfru Elselil hun stod vel svøbt i mår: »I være velkommen hr. Magnus og kære fæstemand min hvad heller vil I have den brune mjød eller drikke den klare vin« »Nej ikke vil jeg ha' din brune mjød ej heller din klare vin jeg er kommet for at sidde og snakke med dig allerkæreste min« Og det var jomfru Elselil hun klapped på hynden blå: »I sidder ned hr. Magnus og hviler jer herpå« Og det var jomfru Elselil hun taler til pigen sin: »Og du skal dig i kammeret gå og rede hr. Magnus seng Under så breder du silke og over det skarlagen rød det er så høvisk en ridder som der imellem skal dø« Bort så gik den tjenestepige hendes hår var flettet i guld så redte hun hr. Magnus en seng hendes øjne var tårefuld Og det var herre Magnus han svøbte sit hoved i skind  så gik han sig så listelig til tjenestepigen ind »Og sig mig skønne jomfru du fælder de modige tårer er jomfru Elselil blevet dig vred du sørger jo så såre« »Og siger jeg nu al min sorg og alt hvad jeg vide må og spørger det jomfru Elselil hun lader mig i bålet slå« »Og siger du mig al din sorg og alt hvad du vide må ret aldrig skal jomfru Elselil i bålet lade dig slå« »I vogter jer hr. Magnus eders fæstemø vil jer ilde hun lover sig Tyge Strangesøn jert unge liv vil hun spilde Hun kommer årlig i morgen med sølvkar på hviden hånd I vogter jer hr. Magnus det er med edder blandet« Og det var herre Magnus han tager hende i sin arm: »Vil Gud det at jeg leve må så vel skal jeg lønne dig« Årle om den morgen da duggen den drev på op stod jomfru Elselil til hr. Magnus ville hun gå Ind kom jomfru Elselil med sølvkar på hviden hånd det vil jeg for sandingen sige det var med edder blandet »Du drikker nu hr. Magnus og kære fæstemand min du drikker for din gode vilje af min nyblandet vin« Det var den herre Magnus og han drog ud sin kniv: »Og drikker du ikke først for mig skal det koste dig dit liv« Det var jomfru Elselil hun tog det glas til mund og det var herre Magnus han vendte det op med bund Og det var jomfru Elselil sin egen drik hun drak og det vil jeg for sandingen sige så falsk et hjerte sprak Nu ligger jomfru Elselil hun ligger i stuen lig hr. Magnus drikker bryllup med hendes tjenestepige Det gjorde den herre Magnus jomfru Elselils frænder til harm han tog den lille tjenestepige og lagde hende i sin arm

Kommentar
Ordene Jeg er begyndt at lede efter »den liden smådreng«, »tjenestepigen«, »den svend« og andre fattige og ubetydelige personer rundt omkring i balladeteksterne, og det viser sig - hvad jeg selvfølgelig havde gættet på forhånd - at de i de fleste tilfælde ikke bare holder med helten, men ofte har en aldeles afgørende rolle med hensyn til heltens succes. Mønstret kendes fra eventyrene, men jeg synes, man lissom har overset det i balladerne. Her er så én - blandt mange. Flot vers det der med at hun tager giftglasset op til munden, og så vender han bunden i vejret på det, for at hun kan få det hele ned!		Tonerne Der er ingen melodi til denne her, så jeg har lavet en selv - et værre sammensurium af den slags, hvor det kunstneriske udbytte helt afhænger af sangerens engagement (dem har jeg vist mange af...). Jeg har skrevet melodimodel »dans 1«, men måske er det en hurtig talesang. Dansen Ordinær 8-dans i Løb, hopsa-kæde hvis man har en glidende rytme, og skottish-kæde med en lidt mere hoppende rytme - synes jeg. Det sjove her, eller det der skal eksperimenteres med, er udtrykket »så vel hej«. Det kendes kun fra tre ballader, men må have været en slags mundmusik-fyld eller tilråb, når en melodi ikke var lang nok til dansen - tror jeg.