Hr. Morten af Fuglsang
© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter Frands Povlsen, Grødde, 1871. Melodi: Personlig version efter Sidsel Jensdatter, Lundgaarde, 1868, og Frands Povlsen, Grødde, 1871. Ældste kendte version: Anna Basses håndskrift, nr. 65, 1610. DGF 92.

 GK 4-dans eller 6-dans                                                                                                                                               Råb 1
Node efter DGF bind 11, 92/1 og 92/3. Melodi D 68/4:54 og D 70/4:20.

Det var ungesten Palmer Skytte han rider i rosenlund
der møder ham rigen hr. Morten udi den samme stund
  sildig rider hr. Morten af Fugelsang

Sort så var hans hest og sort så var hans hund
og sorte var alle de andre små dyr som fulgt‘ ham gennem rosenlund

Det var ungesten Palmer Skytte og han gjorde kors for sig:
»Herre Gud Fader i Himmerige vær imellem mig og dig«

»Og hør du ungesten Palmer Skytte du ræddes ikke for mig
dengang jeg var i levende live ville du gerne være hos mig

Mine sko de stander på højeloft de er hverandre ulig
den ene er fyldt med mandeblod den anden med helvedes pine

Jeg rider her ikke for hor og jeg rider her ikke for mord
jeg rider for den lille grøntoft de to faderløse børn deres jord

Jeg rider her ikke for bang‘ og jeg rider her ikke for tvang
jeg rider for den lille grøntoft som er svoren til Fugelsang

Du hilser mig stolten fru Elselil hun er så dydig en kvinde
og hun skal give den toft tilbage så får min sjæl god lind‘

Og det var ungesten Palmer Skytte han svøber sit hoved i skind
så går han i højeloft for stolten fru Elselil ind

»Her sidder du stolten fru Elselil du er så dydig en kvinde
og du skal give den toft tilbage så får hans sjæl god lind‘

Og det var stolten fru Elselil hun var så dydefuld:
»Ja jeg skal give den toft tilbage om den var end fuld af guld«

Det var ungesten Palmer Skytte han rider i rosenlund
der møder ham rigen hr. Morten udi den samme stund

Og hvid så var hans hest og hvid så var hans hund
og hvide var alle de andre små dyr som fulgt‘ ham gennem rosenlund
 
     
Kommentar    
Ordene Det er nødvendigt med lidt forhåndsviden om denne tekst: Hr. Morten har tilsyneladende ved falsk ed svoret, at et bestemt stykke jord tilhørte ham. Om Hr. Morten er en historisk person vides ikke, men han er i hvert fald et symbol, idet der er bevaret gamle beretninger (sagn) om samme episode, som balladen beskriver:  en herremand eller en bonde tog noget jord fra sin egen mark og proppede i sine støvler eller træsko, hvorefter han kunne gå ind på en anden mands jord og sværge en højtidelig ed på, at han nu stod på sin egen jord. Det er det, linjen med skoene - mandeblod og helvedes pine - hentyder til.

Jeg har fundet et par eksempler i mit arkiv. Det er ikke de bedste, men de viser tydeligt nok, hvad det drejer sig om.
  Tonerne Et af de store flotte råb! Der skal næsten improviseres og varieres hele vejen ned ad råb-trappen vers efter vers. Noderne angiver nogle muligheder, som ikke skal følges slavisk. Om man vil have den forhøjede septim med, er en smags sag. Det hele afhænger som sædvanlig af teksten og forsangerens talent.

Jeg har moret mig med at sammenblande to af vore dygtigste balladesangeres melodier for lissom at få en tredje version: min egen. Bemærk, at jeg har lavet en pause midt inde i omkvædet. Det behøver man jo ikke, men jeg syntes pludselig, at det var meget virkningsfuldt.

Dansen Med lidt elastik får vi melodien til at fylde 24 takter, så den passer til 4- eller 6-dans.

     
Sagn    
Stene paa Taastrup Mark Paa Taastrup Mark ved Aarhus sydsydvest for Taastrup og øst for Stjære er en lille Jordforhøjning, hvoromkring der staar, saa vidt jeg husker, 12 Stene oprejste paa den ene Ende, og efter Sagnet er de blevet til paa følgende maade og kaldes endnu »Sandemændene«. Stedet var i gamle Dage bevokset med Skov, og de Stjære og de Taastrup Mænd kom til at søge Rettergang om, hvem Skoven og Grunden tilhørte, og Dommen skulde da være falden saaledes, at dersom Taastrupperne kunde og vilde gøre Ed paa, at Skoven var deres, skulde de beholde den. De tog da Jord i deres Træsko og Løv i deres Hatte fra Taastrup og gik derop og gjorde Ed paa, at de stod paa deres egen Jord og under deres eget Løv, men da de havde gjort denne Ed, blev de forvandlede til Stenmænd, saaledes som de staar der endnu.

Paa samme Maade skal Mændene i Stjære have tilsvoret sig et Stykke Jord, kaldet »Sandskovlodden«, som egentlig hørte til St. Ring og ligger nord for Bækken, der løber mellem denne By og Stjære, men af denne Mened spores ikke saa frygtelige Virkninger som af hin. (Severin Jensen Weiersøe, Stor-Ring, 1874, trykt i Svend Grundtvigs Danske Folkesagn, 2. Samling = Danmarks Folkeminder Nr. 53, København, 1947, side 14.)
  Den falske ed Fra Misthusum går der en vej ind til Skjærbæk, og beboerne dér sagde, at den tilhørte dem, men folkene i Misthusum sagde, at det var deres. De blev da opfordret til at sværge på, at de sagde sandt, og retsforhandlingen skulle foregå netop på vejen. Der var tolv beboere ialt, og de elleve gik hen for at sværge, men den tolvte var syg og kunne ikke komme med. Om morgenen, da de gik hjemmefra, tog de noget af deres egen jord i støvlerne og svor så, at de stod på egen jord, og så beholdt de vejen. Men i året 1634 var der en stor stormflod, som bortrev gårdene, og alle druknede så nær som en pige, der ikke var hjemme. Siden gik de elleve beboere hver nat på den svorne vej og sang:

Tolv var vi og elleve svor vi
og med hinanden til helvede fór vi

Så en nat, da pigen lå og sov, kom der en mand ind til hende, og hun genkendte til sin store forskrækkelse sin egen far, der med en hul gravrøst sagde: »Gå ud i verden og frels elleve mennesker fra at tage sig selv af dage, så kan du frelse os.« - Det gjorde hun også, og nu kom de elleve skikkelser til hende. De var helt hvidklædte og sagde, at nu havde de fået ro i deres grav. (Uden kilde, trykt i Laurits Bødker (red.): Danske Folkesagn, København, 1958, side 150.)